Den gamle del af landsbyen Stensballe, omfattende Bygaden, Agervej (der i gl. dage hed Vestergade og var kirkevej til Vær), Tværvej (der i gl. dage hed Møllegde, her lå en mølle), Fortevej (vejen til fællesmarkerne) og Spægbogade, lader sig historisk føre tilbage til 17 fæstegårde, der i 1700- og 1800 tallet hørte under Stensballegaard. Nævnte hovedgård havde også fæstegårde i Blirup, Haldrup, Værholm, Tvingstrup samt på Vorsø og Endelave. Derudover hørte kirkerne i Vær og Nebel (nu flyttet til Serridslev) også under Stensballegaard.
Hver fæstegård havde et antal markstrimler af landsbyens marker, hver samlet på 4 tønder hartkorn (ca. 11 ha), så man havde samme dyrkningsmuligheder, og man dyrkede markerne i fællesskab. Derudover havde hver gård en større havelod ved gården. Gårdene og Stensballegaard udgjorde samlet en landsby, hvortil man kom ved at sejle over Sundet mellem fjorden og Nørrestrand eller med hestevogn at tage vejen fra Horsens til Hammersholm videre over Nebel og Vær og ned til Stensballe. En lang vej. Her kom man kun, når man havde et ærinde.
Broen over Stensballe Sund – Foto: Horsensbilleder
I afgift for fæstet måtte bønderne betale dels en pengeafgift til Stensballegaard, dels udføre hoveriarbejde på godset. Omfanget af arbejdet fandtes nedskrevet i en kontrakt, der angav, hvor mange gangdage (dage for 1 karl til arbejde i skov, mark etc.) og spanddage (dage for 1 karls arbejde med egne 2 heste i mark, kørsel etc.). Forvalteren på Stensballegaard og bøndernes oldermand aftalte det praktiske vedr. mødedage og arbejde, og her bestemte forvalteren det meste.
En fæstegård kunne arves af søn eller datter, og enken kunne fortsætte gårdens drift, hvis hun indgik ægteskab med en dygtig karl ellers ikke. Det var barske krav til at være fæstebonde, og man var fuldstændig afhængig af landsbyens fællesskab.. Det ansatte bl.a. byens smed (og dyrlæge) til hestebeslag og vedligeholdelse af redskaber og, vogne. Bønderne medvirkede ved udførelse smedearbejdet efter bedste evne.
Ejeren af Stensballegaard baron Frederik Krag (1655-1728), gift med Griffenfelds datter Charlotte Amalie Griffenfeld (1672-1702), lod sine bønder oplære i havebrug af sine tyske herregårdsgartnere for derved at drøje på de barske forhold. Viden om havebrug var på den tid fuldstændig ukendt for landbruget. Baron Krag og Charlotte Amalie henhviler i kister i det åbne kapel i Vær kirke. I kirkens våbenhus findes opsat en mindetavle for herregårdsgartnerne Otto Frederichsen Winther (død 1809) og hans far Friedrich Jespersen Winther (død 1785).
På torvet i Horsens, kunne Persillekræmmerne sælge deres varer.
Ved hjælp af den nye viden kom der hegn omkring haverne for læ og beskyttelse mod dyr, der åd eller beskadigede planterne. Via forældning ved udvælgelse gennem mange år skabtes urter, kål, bær og frugt. Kendt blev således ”baronæbler”, ”citronæbler” og ”junkerpærer”. Bønderne skulle iflg. hoveriforpligtelsen have heste, endda flere end markernes drift krævede. Derfor kørte de til Horsens, Nr. Snede, Vejle, Århus og Viborg, hvor de solgte deres haveprodukter. De blev kendt som ”Persillekræmmerne fra Vær sogn” og Vær sogn blev kendt som ”Det jyske Amagerland”.
Handlen gav penge og kontakter. Nye ideer opstod. Man ansatte medhjælpere til at udføre hoveriarbejdet. Man kastede sig over dyrkning af hørplanter. Det er en vanskelig afgrøde, der krævede stort arbejde og viden, idet den skal gennem særdeles mange processer, før den foreligger som hørgarn. Der kræves bl.a. brådhuse til døgntørring af planterne efter henliggen i våde grøfter for rødding (gæring). Heraf stammer det lokale vejnavn: Brådhusvej. Garnspindingen krævede oplæring fra barns ben. Hørdyrkningen gav arbejde til væverier og arbejde for rokkedrejere med fremstilling og reparation af spinderokkere. En hel industri.
Hoveriet blev afskaffet ved Stensballegaard i 1852. I øvrigt et af de sidste steder i landet. Man var uenig om prisen, Stensballegaard ville have den op, bønderne ned, der måtte mægling til, men den 2. marts 1853 var alle underskrifter på papiret.
